Fifs til når du går på loppemarked

Jeg eeeeelsker at gå på loppemarked! For mig er det skattejagt, hygge, afslapning, nysgerrighed, samtale og nørderi.

Det er meget forskelligt, hvordan folk agerer på et loppemarked og hvad formålet med turen er. Når jeg tager afsted, så er det en blanding af målrettet jagt-instinkt og afslappet tidsfordriv i zen-mode. Jamen er det ikke to helt modstridende ting?? Jo, men begge ting skal være der, for at det gør mig glad!

Her kommer mine bedste råd til, hvordan du får fat i de gode ting og får en god oplevelse:

1) Hvornår skal jeg møde op? De hardcore professionelle møder gerne op lang tid før markedet officielt starter, så hvis du leder efter populære varer som teak-møbler og vintage designvarer, så er det en rigtig god idé at komme tidligt. Hvis du til gengæld går efter niche-ting, småtterier og lave priser, så kan det være en fordel at komme en time før lukketid, da sælgerne på det tidspunkt ofte er ivrige efter at komme af med deres varer.

2) Hvad kigger du egentlig efter? Et loppemarked kan virke temmeligt uoverskueligt, så det kan være godt at fokusere på noget bestemt. Ikke nødvendigvis en bestemt ting, men måske en kategori feks. keramik, glas, tøj eller smykker. Du skal selvfølgelig lade dig overraske og forføre af ting, du slet ikke vidste du ikke kunne undvære, men det er nemmere for hjernen at håndtere virvaret af indtryk, når du har et fokus.

3) Gå efter kvalitet, godt håndværk og ting der æstetisk “kan noget”. Det gode ved brugte kvalitets-ting er, at hvis de er pæne efter 5 års brug, så er de det også om yderligere 5 år. Køb kram der er lavet ordentligt i gode materialer. Et særligt plus ved tekstiler er, at du slipper for overskudsfarve og kemi, da de allerede er blevet vasket og feks. møbler med stof er “dampet af”.

4) Vær venlig overfor sælger og lad være med at snakke grimt om deres ting eller tale tingene ned. Det er selvfølgelig ok at påpege fejl ved en vare, hvis man forhandler pris, men man kan sagtens tale ordentligt.

5) Lad være med at skambyde. Nogle skambyder og kritiserer varerne. De gør det sikkert, fordi de har succes med at finde gode ting til gode priser, men er det dét værd, hvis ikke alle har en god og rar oplevelse? Ikke for mig. Spørg til prisen og hvis det er meget langt fra, hvad du vil give, så siger du bare tak og går videre. Hvis du gerne vil forhandle lidt, så byd tæt på prisen, eller saml flere ting og spørg til en god samlet pris.

6) Du skal ikke købe ting bare fordi det er billigt! Med mindre du er utroligt god til at skille dig af med dem igen, så vil du drukne i ting og upcycling-projekter, så mærk lige efter en ekstra gang, når du forelsker dig. Genbrug er stadig forbrug.